Oplev naturen i Køge Bugt-området

Oplev Trylleskoven og Skensved Ådal

Foreningen holder 2–3 offentlige, gratis rundvisninger om året i Trylleskoven. Biolog Frederik Møller fortæller om flora og fauna, argusblåfuglens livscyklus og samspillet mellem lyng, myrer og sommerfugle. Dyrlæge Henrik Hagbard deltager ved vinterarrangementer og fortæller om dyrenes trivsel, hovpleje og fødesøgning i frost og sne. Turene går igennem begge folde og har typisk 20–30 deltagere.

I Skensved Ådal arrangeres ture i samarbejde med Køge Kommune, KLAR Forsyning og Danmarks Naturfredningsforening.

Følg med i vores Facebook-gruppe for at høre om kommende arrangementer, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Virksomheder, organisationer og grupper kan booke en guidet tur med naturformidling — læs mere: Støt vores arbejde

Meld dig ind i vores Facebookgruppe her

Vores projekter

Foreningen Blåfuglen er involveret i to naturplejeprojekter i Køge Bugt-området.

Trylleskoven

Mellem Greve og Solrød, hvor forstadsbebyggelsen møder kysten, ligger et stykke natur, der ikke burde eksistere. Lyngheden ved Trylleskoven er den sidste rest af et landskab, der engang strakte sig langs hele kysten fra København til Køge. I dag er de 15 hektar indhegnet natur omgivet af villakvarterer, motorvej og strandpark. Alligevel rummer området noget af det mest værdifulde natur i hele Solrød Kommune — med en naturværdi tæt på det højest målbare.

Her lever argusblåfugl, den sommerfugl, foreningen er opkaldt efter. Den er knyttet til lav hedelyng og myrekolonier i varm, bar jord, og den kan ikke flyve mere end 50 meter. Bestanden ved Trylleskoven har været helt isoleret i årtier. I 2023 blev fire ponyer sat ud som helårsgræssere, og på tre år er bestanden femdoblet. Lyngen spirer igen. Blomstrende urter breder sig, hvor der før var gold græsmark.

Gå en tur igennem foldene, og du kan se forandringen med egne øjne.

Sådan kommer du derhen: Kør til P-pladsen ved Trylleskoven eller tag s-toget til Solrød Strand station og gå derfra. Fra parkeringspladsen kan du gå igennem begge folde og se ponyerne, lyngheden og — i højsommeren — argusblåfugl i aftensolen.

Skensved Ådal

På kommunegrænsen mellem Køge og Solrød er 100 hektar tidligere landbrugsjord og §3 beskyttet eng/mose ved at blive til et sammenhængende naturområde. Skensved Ådal er et af de største naturgenopretningsprojekter i Køge Bugt-området — og det er stadig i sin begyndelse.

Skensved Å løber gennem ådalen. Åen er en af de få i Danmark, der aldrig er blevet udrettet. Den har sit naturlige snoede løb, den går over sine bredder om vinteren og skaber eng- og moseområder i ådalen. Der er opgang af havørred. Nord for åen ligger Jersie Mose, en §3 naturbeskyttet lokalitet med sjælden flora, herunder orkideer og mosetypen ekstremrigkær. Syd for åen har KLAR Forsyning anlagt vådområder, der både renser overfladevand fra den nye bydel Køge Nord og fungerer som levesteder — efter blot to års drift er der registreret over 300 arter.

Fra 2025 helårsgræsses 40 hektar med exmoorponyer, islændere, Angus-kvæg og Jysk Kvæg. Området rummer fortidsminder, en gravhøj og Tidslinjen — en historisk vandrerute med 16 stop og 7.000 års lokalhistorie.

Sådan kommer du derhen: Tag toget til Lille Skensved station eller Køge Nord station, eller kør til grusparkeringspladsen ved Egedesvej (indkørsel mellem Movianto Nordic og BHS Logistic). Herfra kan du gå langs Skensved Å ad stier og trampestier, der forbinder Lille Skensved med Ølsemagle. Hunde skal føres i snor.

Rundvisninger og arrangementer

Se tidligere arrangementer – Vil du vide, når der sker nyt? Så Meld dig ind i vores Facebookgruppe her

Støt vores arbejde

Din støtte gør en direkte forskel for biodiversiteten i Køge Bugt-området.

I Foreningen Blåfuglen arbejder vi for at bevare og genoprette unik dansk natur. Fra den sjældne sommerfugl Argusblåfugl i Trylleskoven til det rige fugleliv og det bevaringsværdige Jyske kvæg i Skensved Ådal.

Tryghed og gennemsigtighed

Foreningen Blåfuglen er godkendt af Indsamlingsnævnet. Det er din garanti for, at vi overholder gældende lovgivning, og at din donation går til de formål, vi har oplyst. Vi indsender løbende regnskab for de indsamlede midler for at sikre fuld gennemsigtighed over for vores bidragydere.

Vores samarbejdspartnere

Naturgenopretningen i Skensved Ådal og i Trylleskoven er et samarbejde mellem flere aktører.

Foreningen Blåfuglen koordinerer naturplejen, formidler viden til borgere og indsamler midler til at understøtte projektet.

Køge Kommune ejer dele af arealerne ved Skensved Ådal og har udlagt dem til naturformål som del af håndteringen af overfladevand fra den nye bydel Køge Nord.

KLAR Forsyning har anlagt vådområderne og rensebassinerne med et ambitiøst fokus på biodiversitet og har finansieret de faglige undersøgelser af smådyrsfauna og terrestrisk fauna i området.

Solrød Kommune ejer arealerne ved Trylleskoven og stiller dem til rådighed for naturpleje. Kommunen sørger for hegn og vand og yder et mindre årligt driftstilskud.

Åmarken Skov & Natur ApS ejer dyrene i foreningens projekter — ponyerne ved Trylleskoven samt exmoorponyer, Angus-kvæg og Jysk Kvæg i Skensved Ådal. Selskabet bidrager desuden med faglig rådgivning om dyrehold og helårsgræsning.

Projektet modtager tilskud fra EU til projektet “Hegning Gammelmose” som forberedelse til afgræsning på realer med en HNV-score på mere end 5. Jersie Mose og Skensved Ådal er et sammenhængende indhegnet areal på ca. 100 ha med forekomst af mosetypen ekstremrigkær og flere truede arter. Samt “Hegning Trylleskov Syd”. Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne.

Scroll to Top