Trylleskoven

Trylleskoven — Bevarelse af den sidste lynghede

På kommunegrænsen mellem Greve og Solrød ligger Trylleskoven og den sidste rest af lynghede på den 60 km lange kyststrækning mellem København og Køge. I alt ca. 15 hektar lynghede og eng nord og syd for skoven er indhegnet til naturpleje. Området er ejet af Solrød Kommune og er §3 naturbeskyttet.

Naturværdien (HNV) er vurderet til 11–12 på en skala, hvor 13 er det højest opnåelige. HNV-scoren beregnes af Landbrugsstyrelsen ud fra 14 indikatorer for levesteder, driftspraksis, landskab og artsfund. En score på 9 og derover indikerer tilstedeværelse af sjældne og truede arter samt særlige naturforhold. Trylleskoven ligger i den absolutte top i Solrød Kommune.

Området er opdelt i to folde. I nordfold — lyngheden nord for skoven — går to exmoorponyer. I sydfold — engen syd for skoven — går to shetlandsponyer. Alle fire ponyer er helårsgræssere og ejes af Åmarken Skov & Natur ApS.

Derudover forhandles der om udvidelse til Trylleskov Vest — et tilstødende areal på ca. 5 hektar, en tidligere lejrskoleplads ejet af Københavns Kommune. Arealet rummer samme naturpotentiale som de eksisterende folde, men er groet til og kræver hegning, læskur og rydning, før det kan tages i brug.

Droneoptagelse er lavet af fotograf Leif Rasmussen: https://leifbr.com

Hvorfor dette projekt

Lyngheder er blandt Danmarks mest truede naturtyper. I begyndelsen af 1800-tallet udgjorde lysåben natur næsten halvdelen af Danmarks areal. I dag er det under 10 procent. De arealer, der har den højeste naturværdi, udgør en brøkdel af det, der er tilbage.

Uden aktiv naturpleje gror lynghede til. Først med grove græsser, så med krat og til sidst med skov. De arter, der er afhængige af lys, varme og bar jord, mister deres levesteder.

I lyngheden ved Trylleskoven findes én af kun to tilbageværende bestande af argusblåfugl (Plebejus argus) på Sjælland. Arten er klassificeret som næsten truet (NT) på den danske rødliste. Den nærmeste kendte bestand er adskillige titals kilometer væk — og for en sommerfugl, der sjældent flyver mere end 50 meter, er den afstand uoverstigelig. Bestanden ved Trylleskoven er helt isoleret. Hvis den forsvinder, er den væk for altid.

Argusblåfugl har en obligat symbiose med myrer: larverne producerer sukkerdråber, som tiltrækker myrer, der forsvarer larverne og bærer dem ned i myretuen til forpupning. Hele livscyklussen afhænger af tre ting på samme sted: lav hedelyng som føde, aktive myrekolonier og bar, soleksponeret jord. Fjern én af de tre, og kæden bryder sammen.

Fra får til heste — og hvad der skete

Siden 1980’erne er lyngheden blevet afgræsset af får. Får foretrækker urter og blomster og vrager grove græsser — det modsatte af, hvad lyngheden har brug for. Resultatet var en gold og blomsterløs hede. Bjerg-rørhvene dominerede mosen. Hedelyngen kom under pres. Argusblåfugl blev tvunget til at leve uden for hegnet. Den brunlige perlemorsommerfugl forsvandt helt.

I foråret 2023 blev fire ponyer — to exmoorponyer og to shetlandsponyer — sat ud som helårsgræssere. Heste har et grundlæggende anderledes græsningsmønster: de foretrækker grove græsser og vrager urter og blomster.

Tre års resultater

Argusblåfuglens bestand er femdoblet. Djævelsbid, der tidligere kun fandtes uden for hegnet, kryber nu under hegnstråden og blomstrer inden for. Bjerg-rørhvene har ikke sat en eneste blomst inden for hegnet siden hestene kom til. Hedelyng spirer igen frem. Urter dominerer nu over græs — før var det omvendt.

Forandringen er dokumenteret af biolog Frederik Møller, der har fulgt bestandsudviklingen og fotograferet vegetationsændringerne fra fåregræsning til helårsgræsning med heste.

Arter i vores områder

Trylleskoven rummer en koncentration af sjældne og karakteristiske arter, der alle er afhængige af lysåbne, næringsfattige naturtyper og kontinuerlig afgræsning.

Argusblåfugl (Plebejus argus) — næsten truet (NT). Knyttet til lav hedelyng og myrekolonier. Én af to bestande på Sjælland.

Nikkende kobjælde (Pulsatilla pratensis) — sjælden på Østsjælland. Vokser på åben, kalkholdig sandbund. Tåler ikke tilgroning.

Dueskabiose (Knautia arvensis) — kræver lysåbne, tørre og kalkrige voksesteder. Vigtig nektarplante for sommerfugle og vilde bier.

Gul evighedsblomst (Helichrysum arenarium) — sjælden og fredningsbeskyttet. Vokser på tør, sandet jord.

Spidssnudet frø (Rana arvalis) — beskyttet under EU’s habitatdirektiv bilag IV. Lever i lysåben, fugtig natur.

Græshumle (Bombus ruderarius) — specialiseret humlebi i tilbagegang. Afhængig af blomsterrige, ekstensivt drevne arealer.

Pimpinellekøllesværmer (Zygaena minos) — dagaktiv natsværmer knyttet til kalkrige overdrev.

Borgere har tilsammen registreret over 580 arter i de to folde via arter.dk — planter, insekter, svampe, fugle, edderkopper og padder.

Solrød Kommunes naturkvalitetsplan 2020–2024 beskriver naturværdierne i kommunens § 3-beskyttede områder, herunder lyngheden ved Trylleskoven. Planen dokumenterer forekomsten af sjældne arter, HNV-scorer og bevaringsmål for området.

Organisering og tilsyn

Trylleskoven ejes af Solrød Kommune, som stiller arealet til rådighed, sørger for hegn og vand og yder et mindre årligt driftstilskud.

Naturplejen og dyreholdet varetages af projektets dyreholder, Ina Lindemark. Hun ejer ponyerne og står for den daglige koordinering — vagtplaner, dyrlægekontakt, forsikringer, kontrakter, ansøgninger og kommunikation med kommuner og samarbejdspartnere.

Det daglige tilsyn løftes af et lokalt græsningslaug med ni frivillige tilsynsførende. De har faste ugedage, registrerer observationer og dokumenterer forholdene i området. Ved foldene er opsat vagttelefon, så besøgende kan melde observationer.

Dyrlæge Henrik Hagbard, specialist i naturplejedyr, tilser ponyerne jævnligt og vurderer deres huld, hove og sundhedstilstand.

For at sikre projektets fremtid er foreningen Blåfuglen stiftet i september 2025. Foreningen har indsamlingstilladelse og skal på sigt overtage det økonomiske og organisatoriske ansvar for naturplejen.

Besøg Trylleskoven

Området er åbent for alle, hele året. Kør til P-pladsen ved Trylleskoven eller tag s-toget til Solrød Strand station og gå derfra. Fra parkeringspladsen kan du gå igennem begge folde og se ponyerne, lyngheden og — i højsommeren — argusblåfugl i aftensolen.

Foreningen holder 2–3 gratis rundvisninger om året, hvor biolog Frederik Møller og dyreholder Ina Lindemark fortæller om naturen, dyrene og de arter, som helårsgræsningen bidrager til at beskytte.

Du kan også bidrage til dokumentationen af Trylleskovens natur ved at registrere dine fund af planter, dyr og svampe på arter.dk. Der er oprettet to aktiviteter for området:

Trylleskoven, nordfold (exmoorponyernes fold):
Se fund og deltag her “Lynghede NORD for Trylleskoven

Trylleskoven, sydfold (shetlandsponyernes fold):
Se fund og deltag her “Engen SYD for Trylleskoven

Se kommende arrangementer og guidede ture

Aktører

Naturgenopretningen i Skensved Ådal er et samarbejde mellem flere aktører.

Foreningen Blåfuglen — koordinerer naturplejen, formidler viden til borgere og indsamler midler til at understøtte projektet.

Solrød Kommune ejer arealerne ved Trylleskoven og stiller dem til rådighed for naturpleje. Kommunen sørger for hegn og vand og yder et mindre årligt driftstilskud.

Åmarken Skov & Natur ApS ejer exmoorponyerne og shetlænderne ved Trylleskoven.

Tak til vores støtter

Foreningen Blåfuglen har modtaget en betydelig donation fra Roesen Holding ApS til naturplejen ved Trylleskoven. Vi er taknemmelige for støtten, der går direkte til at sikre og udvide naturplejen i området.

Støt projektet

Vil din virksomhed eller organisation også bidrage til at bevare lyngheden ved Trylleskoven? Foreningen Blåfuglen er godkendt af Indsamlingsnævnet — din garanti for, at vi overholder gældende lovgivning, og at din donation går til de formål, vi har oplyst.

Der er to måder at støtte på:

Bliv medlem — privatpersoner og virksomheder kan melde sig ind via formularen på vores Støt os-side.

Virksomhedsdonation — skriv til os på kontakt@blaafuglen.dk

Scroll to Top