Argusblåfugl — sommerfuglen der gav foreningen sit navn

En sommerfugl på kanten

I højsommeren, fra midten af juni til midten af august, kan man på lyngheden ved Trylleskoven være heldig at se en lille sommerfugl med et vingefang på knap tre centimeter. Hannen er himmelblå med en sort kant og hvide frynser langs vingekanten. På undersiden af bagvingerne sidder en række metalskinnende pletter — de sølvblå “studs” der giver arten dens engelske navn, Silver-studded Blue. Hunnen er brunlig og mere diskret.

Det er argusblåfugl (Plebejus argus). Arten er klassificeret som næsten truet (NT) på den danske rødliste. Et studie fra Københavns Universitet viser, at udbredelsen af sjældne dagsommerfugle i det østlige Danmark er skrumpet med 72 procent siden 1993. Argusblåfugl er en af de arter, der er presset hårdest.
På Sjælland er situationen kritisk. Bestanden ved Trylleskoven har længe været helt isoleret — den nærmeste kendte bestand er ved nordkysten, adskillige titals kilometer væk. For en art, der typisk flyver mindre end 20 meter om dagen og sjældent mere end 50 meter, er den afstand uoverstigelig. Hvis bestanden ved Trylleskoven forsvinder, er den væk for altid.

Myresymbiosen

Argusblåfugl er ikke bare en sommerfugl. Den er en af de få europæiske dagsommerfugle, der har en obligat symbiose med myrer — det vil sige, at den ikke kan gennemføre sin livscyklus uden myrernes hjælp.

Historien begynder om sommeren, når hunnen lægger sine æg tæt ved jordoverfladen, i lav vegetation nær myrekolonier af sorte jordmyrer (Lasius niger). Hunnen vælger bevidst steder med stærke myrespor — hun kan registrere myrernes feromoner og lægger kun æg, hvor der er en aktiv koloni i nærheden.
Æggene overvintrer. I marts–april klækkes larverne og begynder at æde hedelyng og andre lavtvoksende planter. Men larverne gør mere end at spise. De producerer en sukkerholdig væske fra en specialiseret kirtel på ryggen — en slags honningdug — som myrerne er vilde med. Myrerne opfatter larverne som en værdifuld ressource og begynder at bevogte dem.

Fra det øjeblik bliver larven en del af myrernes verden. Myrerne følger larven, når den kravler ud for at spise i skumringen, og forsvarer den mod rovinsekter og snyltehvepse. Larverne kan også udskille kemiske stoffer, der gør myrerne mere aggressive — og dermed bedre til at forsvare dem.

Når larven er fuldt udviklet, bærer myrerne den ned i myreboet, hvor forpupningen finder sted. Selv puppen producerer honningdug, og myrerne fortsætter med at passe den. Når den voksne sommerfugl klækkes inde i myretuen, hjælper myrerne den op til overfladen.

Hele denne cyklus afhænger af tre ting, der skal være til stede på samme tid og sted: hedelyng som føde for larverne, aktive myrekolonier af den rette art, og bar, soleksponeret jord, der er varm nok til at myrekolonierne kan trives. Fjern én af de tre, og kæden bryder sammen.

Hvorfor heden skal græsses

Uden aktiv naturpleje gror lynghede til. Først med grove græsser, så med krat og til sidst med skov. Når vegetationen bliver for høj og tæt, falder temperaturen ved jordoverfladen, og de bare pletter forsvinder. Myrekolonierne, der kræver varme og åben jord, svinder ind. Uden myrer ingen argusblåfugl.

I Trylleskoven blev lyngheden fra 1980’erne afgræsset med får. Får har det modsatte græsningsmønster af heste: de foretrækker urter og blomster og vrager grove græsser. Resultatet var en hede, hvor blomsterrige urter blev spist ned, mens bjerg-rørhvene bredte sig uhæmmet. Mosen blev domineret af én enkelt græsart. Hedelyngen kom under pres. Argusblåfugl blev tvunget til at leve uden for hegnet, og den brunlige perlemorsommerfugl forsvandt helt fra mosen.

Vendepunktet

I foråret 2023 blev fire ponyer — to exmoorponyer og to shetlandsponyer — sat ud på lyngheden som helårsgræssere. Heste foretrækker præcis det, som får vrager: grove græsser. De har specifikt udvalgt bjerg-rørhvene og har på tre år stort set elimineret den fra de afgræssede arealer. Bjerg-rørhvene har ikke sat en eneste blomst inden for hegnet.

Samtidig er det, som fårene spiste, begyndt at komme tilbage. Djævelsbid, der tidligere kun fandtes uden for hegnet, kryber nu under hegnstråden og blomstrer inden for. Hedelyng spirer igen. De bare pletter, som hestenes tramp skaber i jordoverfladen, er præcis de mikrohabitater, som myrekolonierne og dermed argusblåfugl har brug for.

I sommeren 2025 — efter tre år med heste — var bestanden af argusblåfugl femdoblet.

Hvad fremtiden kræver

Femdoblingen er dokumenteret, men bestanden er stadig sårbar. En enkelt dårlig sommer, en sygdom i myrekolonierne eller en utilsigtet ændring i græsningstrykket kan sætte udviklingen tilbage.

Projektet Danmarks Dagsommerfugle arbejder med at registrere sommerfuglene i området. Systematisk monitering er nødvendig for at følge bestandens udvikling over tid og justere naturplejen efter behov.
Biolog Frederik Møller har dokumenteret bestandsudviklingen fra 2015 til 2025. De tidlige år viste en lav, men stabil bestand. I årene 2020–2022 blev der ikke optalt — der var ikke økonomi til det. I 2023 kom hestene. I 2025 eksploderede antallet af observationer.

Argusblåfugl er vores forenings navngiver. Ikke fordi den er den mest synlige art, men fordi dens skæbne fortæller hele historien om, hvad naturpleje med helårsgræsning kan gøre — og hvad der sker, når det ikke sker.

---